Hestemassage

Massagen's historie

Massage er en behandlingsmetode, der på linje med fysioterapien stammer fra bl.a. kineserne og indianerne. Man har gennem tidens løb set den positive effekt af denne type behandling på mennesker og nu bruges mange af metoderne i behandlingen af dyr.

Jack Meagher's erfaringer

Hestemassage er kommet til Norden fra USA i 1970’erne via Jack Meagher, en amerikansk massageterapeut med 20 års erfaring indenfor idrætsmassage af mennesker.

I begyndelsen af 1990’erne fik hestemassagen rigtig fat og interessen bliver større for hvert år – jo flere der får masseret deres hest, jo flere får positive erfaringer – massage virker!

Verdens største atlet

Hesten er verdens største atlet. Vi bruger dens egenskaber til alt fra selskab, avl, hobbyridning, terræn, kørsel, western, voltigering til de hårde dressur-, spring- og væddeløbsdiscipliner.

Massagens bidrag

Massagen bidrager til at holde hesten sund og forøge præstationsevnen. Derudover bidrager massage med et tillids- og forståelsesaspekt. Kontakten mellem menneske og dyr øges og forstærkes gennem massage. Vi mennesker kan få en forståelse af, hvorfor hesten reagerer, som den gør og hesten mærker, at dens signaler høres og reageres på – Tillid er skabt.

Hestemassage

Gennem massagen bruges hænderne til at føle på hesten muskler, sener og knogler. Behandlingen har herigennem også indflydelse på nervesystem og kredsløb. Disse systemer er nært forbundet med alle andre funktioner i kroppen, som åndedrættet, hormon- og energiproduktion.

Affaldsstoffer ud af kroppen

Gennem den fysiske bearbejdning bliver blod- og lymfecirkulation påvirket, hvilket betyder, at affaldsstoffer lettere passere ud af systemet og nyt friskt blod kommer til.

Alt dette øger hestens evne i at præstere det, vi som mennesker ønsker, den skal.

Reduceret behandlingstid

Massage kan, udover at øge hesten præstationsevne, reducere en evt. dyrlægebestemt behandlingstid. Men det er vigtigt at påpege, at massage på intet tidspunkt er en erstatning eller et alternativ til dyrlægebehandling.